Af Bella Juncker
Penisser, lebber, gangstere, politikere og, ikke mindst, masser af sex. I bedste Coen-stil er Ethan Coen tilbage med endnu en frisindet og yderst homoerotisk film, der denne gang er skrevet sammen med hustruen Tricia Cooke, og for første gang uden broderen Joel. Drive-Away Dolls er ikke din typiske, seriøse lesbiske film, men snarere en queer oplevelse, der behandler det lesbiske perspektiv som ethvert andet og tilbyder en letsindig, komisk filmoplevelse. Det er i hvert fald Tricia Cookes intention. Spørgsmålet er dog om Drive-Away Dolls lever op til Ethan Coens tidligere værker sammen med broderen?
Indledningen er i hvert fald alt andet end kedelig, idet filmen åbner med en spændingsfuld og yderst komisk præsentation af, hvad der bliver omdrejningspunktet for filmens plot. Santos – fortrinligt spillet af en excentrisk Pedro Pascal – sidder i en bar tydeligvis skræmt og med armene klynget om en grå mappe. Han flygter fra baren med en tjener i hælene, der trænger ham op i en krog for at få fat i mappen. Kameraet panorerer op mod stjernerne. Så er filmen er skudt i gang.
Filmen følger dog ikke denne Santos-karakter, men i stedet venindeparret Marian (Geraldine Viswanathan) og Jamie (Margaret Qualley) – begge lesbiske, men ikke kærester – de diametrale modsætninger af hinanden. Efter et ganske hårdtslående (i ordets allermest bogstavelige forstand) break-up har Jamie brug for at komme væk fra byen. Samtidig vil Marian gerne til Tallahassee i Florida for at besøge sin familie, så sammen tager de afsted, hvilket bliver begyndelsen på en hæsblæsende roadmovie.
Veninderne lejer en drive-away bil med krav om, at den bare skal afleveres i Tallahassee dagen efter. Jamie, der er lidt af en fri fugl, har dog andre planer, og gør det til sit mål at finde et passende one-night stand til Marian, der ikke har haft sex i årevis. Meget lidt ved de dog om den hemmelighed de kører rundt med i bilen, og de gangstere der, ret klodset, forfølger dem.
Det er ikke alle filmskabere der kan slippe afsted med et filmsprog som Coen. Livlig klipning, gennemførte match-cuts og billedskønne skud, der er en fryd for det cinefile øje, bidrager til en underholdende og mindeværdig oplevelse. Især de farverige, syretrip-agtige montagesekvenser, som filmen bruger til at vække vores interesse i bagagerummets hemmelighed, skaber en fed og forfriskende dynamik i filmen.
Med en spilletid på kun 84 minutter fungerer filmen perfekt som et lille, komisk afbræk fra en hektisk hverdag. Dette er både en styrke for filmen, men klart også en ulempe, da den på nogle punkter både føles plat, overfladisk og forhastet. Det platte kan på sin hvis fungere for denne type film, men Drive-Away Dolls formår aldrig helt at løfte sig selv op på samme niveau som nogle af de tidligere Coen-mesterværker.
Den formår til gengæld jævnligt at overraske sit publikum, både med sine forholdsvis eksplicitte sex-scener samt et komisk plottwist. Udover nogle store birolleindehavere – Matt Damon og Pedro Pascal – så tilbyder den også en ukrediteret, men ganske passende, optræden fra ingen ringere end Miley Cyrus.
Filmen afrundes på bedste Coen-vis i en temmelig ironisk og absurd konfrontation mellem vores hovedpersoner og deres forfølgere, hvilket tydeligt indikerer at filmen ikke forsøger at tage sig selv alt for seriøst. Den forsøger aldrig at være noget den ikke er. Men selvom filmen ikke er et stort, nytænkende mesterværk, så er Drive-Away Dolls helt klart en kreativ film, der fortjener anerkendelse. Den vil bare gerne være sig selv og have det sjovt. Det er unægteligt en vaskeægte Coen-film, med et frisk strejf af Cooke, og i sandhed en anbefalelsesværdig komedie.
Kommentarer